Når stilheden har en lyd

I år holdte jeg 4 ugers sommerferie. Det var skønt! De tre første uger var med hele familien og den sidste uge var sammen med Nicas (ældste søn, 7½ år).

Da vi kom hjem midt i den 3. uge, efter at have været 3 dage på kanoferie, lå jeg aftenen efter i min seng og kunne lige pludselig høre mere end bare fryseren. Jeg rejste mig op i sengen, gik rundt og ledte efter lyden, men fandt den ikke ... det var stilheden. Stilheden havde fået en lyd ...
Mit højre øre ringede? Jeg blev meget frustreret og ked af det og bange! Tankerne fløj gennem hovedet på mig - skal jeg leve med denne lyd? Er mit højre øre gået i stykker? Jeg kan da ikke sove?? Jeg tog Bachs Rescue Remedy og puttede ørepropper i ørerne ...

Som dagene gik googlede jeg alt om tinnitus. Og jeg begyndte at høre tinnitus meditation, tinnitus hypnose, downloadede apps, købte Gingko Biloba og magnesium ...
Hvad er det? Nogle gange en skadet hørelse, nogle gange blot en lyd i hovedet til trods for god hørelse. Hvad kan man gøre? "Vænne sig til lyden" var langt de fleste svar. Så bliver jeg sgu sur! Hvad er det for et svar?? Især blev jeg ærgerlig, når der faktisk også var nogle der skrev at både akupunktur, kraniosakralterapi og triggerpoint manipulation kan afhjælpe/fjerne lyden. Hvorfor er der så nogen, der forsøger at fastholde, at der ikke er noget at gøre?
Jeg kontaktede den kloge kvinde, som på et senere tidspunkt hjalp mig i gang med at skrive. Hun sagde, at det formentlig var de døde, der gerne ville heale mig. Når de nærmer sig og er for tæt på, så ringer det i ørerne. Rådet til mig var, at jeg skulle fortælle dem, at de skulle gå lidt væk igen, at de gerne må være der, men at de skal komme igen når jeg er klar og ikke når jeg er vågen. Mjaae, når man ikke er så velkendt i den verden var det jo en sjov historie at få. Men fair nok, jeg forsøgte at lukke øjnene og sende meget klare tanker til dem ... Der skete ikke så meget. Kvindens svar på dette var, at når jeg ikke selv lytter til min krop, hvorfor skulle de så lytte til mig?

Jeg må erkende, at det er afslapning der gør mig godt. Jeg kan mærke at jeg i perioder har 'næsten lydløs stilhed', og det har været hos Kraniosakralterapeuten, eller efter et par dage uden børn (uhyggeligt), eller når jeg lige har lavet afstressningshypnose. Hvorfor kommer lyden så midt i ferien? Måske er ferie med tre børn mere et ord i kalenderen og på arbejdspladsen end det er reel afslapning. Det var lidt underligt at tænke på, men det er der jo mange der siger. Så selv om jeg virkelig prøvede at gøre hverdagene afslappende og uden for mange aktiviteter, så er det bare ikke helt rigtig afslapning. Jeg elsker jo også at have aktiviteter, både med børnene, men også uden, så afslapning har mange former.
Min kneepainguru mente - ligesom Kraniosakralterapeuten - også at lyden og en øm nakke og det dumme knæ har en sammenhæng. Og at øvelserne med at skabe plads og komme i 'comfort zone' med kroppen er en måde at få en krop, der slapper bedre af.

I hvert fald er jeg slet ikke stresset over at stilheden har en lyd længere. Jeg er overbevist om at den nok skal gå væk. Når jeg får styr på den ømme højre side i nakken, og mit knæ, når jeg begynder at skrive hvad jeg tænker og føler lidt mere, og når jeg fokuserer på at gøre de ting JEG gerne vil, så mig og min familie har det godt. Så kommer afslapningen forhåbentlig af sig selv. Og så kommer stilheden igen til at være lydløs :-)

Hvorfor skriver jeg?

Jeg har længe haft lyst til at skrive, skrive til nogen, som kan nikke genkendende til nogle af mine oplevelser, og skrive til mig selv, så jeg får taget mig selv tid til at reflektere over hvad jeg oplever, mine følelser i den forbindelse og forhåbentlig kan jeg få lidt luft for mange af de tanker jeg går alene med.

Da jeg var teenager havde jeg to penneveninder, som jeg skrev virkelig ofte med. Jeg skrev breve hver eneste dag. Mens jeg ventede på brev, var jeg allerede i gang med det næste brev. Det gav mig noget helt særligt at få lov at vende alle aspekter helt åbent med en anden pige, som havde sit liv, som jeg også fulgte interesseret med i. Der var én i den anden ende, der lyttede, reflekterede og gav mig svar tilbage. Dagene var således, at havde jeg fået brev, så kunne jeg bruge flere timer på at læse mange dages breve igennem, og allerede umiddelbart efter give mig i gang med at svare helt struktureret på alle hendes spørgsmål og reflektere på hendes aktuelle udfordringer. Derudover var brevene ikke bare råt papir med blyantsstreger på. Nej, brevene var på farverigt brevpapir, og hvis ikke der var farverigt brevpapir fik man selv kreeret noget, der kunne gøre brevene mere interessante at se på - farver, klistermærker, tegninger, skrive med forskellige farver osv. Det var enestående tæt venskab der opstod, især med den ene pige, som faktisk ikke var en pige jeg nogensinde havde mødt, men havde blot etableret dette brev-venskab til hende - gennem en anden veninde tror jeg.

Det var gensidig terapi. Jeg vidste at jeg havde brug for hendes refleksioner på mit liv, og omvendt. Vi kunne blive gevaldigt skuffede, hvis ikke der lå et brev kort tid efter man selv havde skrevet.

Det venskab har jeg jo selvsagt ikke længere. Det var en teenageting, og der kom snarligt andre ting, der stjal opmærksomheden fra dette utroligt intensive skriveri om oplevelser og refleksioner på oplevelser.

Men alle disse breve må have haft en terapeutisk indvirkning på mig, og det må have udviklet mine skrive-evner, så jeg lige siden har været utrolig glad for at skrive. Det være sig både breve, emails med mennesker på den anden side af jorden i den tidlige start af Internettet, men også opgaver i skolesammenhæng, hvor jeg har kunnet skrive fantasihistorier i folkeskolen, og jeg har kunnet smage på sproget og strukturen og formuleringerne i gymnasiet og den videregående uddannelse.

Jeg finder ro, når jeg skriver. Jeg har overvejet at skrive PhD - umiddelbart efter jeg skrev mit speciale - fordi det var så fantastisk at fordybe sig i et emne og få lov til at skrive 'et værk'. Jeg har også ofte tænkt "Åh hvor ville det være fedt, hvis jeg kunne skrive en bog, finde et godt emne, som jeg kan fordybe mig i, hvor jeg holder af at læse mere, blive klogere og formulere min personlige version af emnet med den viden jeg har tilegnet mig.

Jeg har ikke længere nogen, jeg skriver lange mails til. Jeg undskylder måske mig selv med at jeg ikke har tid. Faktisk kunne jeg bare smide en mail til en gammel ven, og høre om han/hun har lyst til at svare. Forsvundet er dog magien med de farverige klistermærker, de tykke bobbelbogstaver, som jeg elskede at lave når noget skulle understreges og de tykke breve, som signalerede at her kom der en masse hemmeligheder, som jeg skulle tage vare på. Men hvem ved, måske sidder der en gammel ven et sted, som ville glædes med en personlig mail fra mig. De håndskrevne breve er heller ikke længere en option for mig, da jeg elsker at skrive på et tastatur. Ordene flyder så let fra mine hænder med 10-finger-systemet, og jeg vil aldrig nogensinde bytte det ud med en blyant, hvis jeg virkelig har noget på hjerte. Smukseringen af en mail kunne jo bestå af et foto, som beskriver, hvor jeg egentlig er henne følelsesmæssigt på det givne tidspunkt.

For nylig var jeg hos en klog kvinde. Hun havde lovet mig, at hun kunne hjælpe mig til at finde den rette vej for mig, hjælpe mig til at blive bedre til at håndtere stressede situationer, min sensitivitet og det faktum at jeg konstant bliver mindet om at jeg skal passe bedre på mig selv - af min krop. Hun kunne mærke at jeg finder ro i at skrive, i at kommunikere, og vel egentlig talt også i at kreere. Trods det, at jeg altid har vidst at jeg godt kunne lide at skrive, så har jeg ikke tænkt lige nøjagtig, at dét måske mere end at sidde stille/kede sig/meditere, kunne være min måde at slappe af på. Det var så rart at få at vide, og så faktisk føle at jeg allerede vidste det i forvejen, men at jeg blot havde brug for at der var én der fortalte mig, at dét kan hjælpe mig ...

Så nu skriver jeg lidt igen! Jeg har en følelse af at jeg har så meget jeg skal fortælle, som om denne blog er en 'gammel ven', som jeg ikke har haft kontakt med længe. Der er sket så meget i mit liv, så mange ting, som er med til at danne den person jeg er nu, og danne grundlag for de reflektioner jeg har, og interesser. Jeg vil dog ikke begynde fra en ende af, men lade historikken komme frem, når den passer sammen med det der er present for mig, og som jeg har brug for at skrive om.

Så velkommen tilbage i mit liv til skriveriet, jeg håber vi får det rigtig godt sammen!