Hvad er den største kunst: at knokle eller at balancere?

Der er ingen tvivl om, hvad der er mest eftertragtet når en stilling skal besættes - er det en ambitiøs, drivende person der ønsker at nå mål uden at skele til arbejdstid, eller en person der får udtalt det tydeligt at arbejdet skal kunne udføres indenfor normal arbejdstid, gerne med fleksibilitet, men ikke med voldsomt meget overarbejde.
Betyder sidstnævnte så at man er uambitiøs? Betyder det at man ikke kan performe? Eller at man ikke er tilstrækkelig engageret?
Det er den diskurs jeg oplever. Hvis ikke man ønsker at have travlt, hvad ønsker man så? Ønsker man så overhovedet at arbejde?

Jeg hører også en diskurs, hvor alle har travlt med at fortælle hvor mange opgaver de har, hvor pressede og stressede de er ... Og DET må man sige er relativt, og netop derfor kan alle gå rundt og sige det - det er populært, det er relativt og det er for udenforstående svært at vurdere ægtheden af!

Dels bliver jeg træt. Træt af en diskurs, hvor vi kører hinanden op i en spiral om hvor travlt vi bør have, hvor stresset man føler sig og hvor lidt man har tid til at hjælpe andre.
Dels undrer jeg mig ...

Jeg savner en diskurs, hvor man i højere grad værdsætter den kunst, som jeg synes det er, faktisk at balancere sit arbejdsliv og privatliv. Den kunst det er, at være virkelig dygtig til sit arbejde, og stadig gå på arbejde med motivation og energi, bl.a. fordi man har sovet ordentligt og fordi man har været sammen med sin familie, trænet eller andet privat efter arbejdet dagen før - UDEN dårlig samvittighed og UDEN at skulle bekymre sig om de opgaver, man så ikke når på jobbet.

Hvor er vi henne? Kender vi ikke alle scenarierne om hvad stress kan føre til, hvad der skal til for at blive udbrændt og eksempler på dem, hvor hjertet bare lige pludselig holder op? Hvordan kan man fremelske en kultur, som ikke stiller sig skeptisk OG AKTIV i kampen mod 'Lev hårdt, dø ung'-arbejdsmentaliteten?

På min arbejdsplads er vi kun lige begyndt at tale om det. Om fornuften i at mande op, så arbejdsopgaverne passer. Om at vi 'bør' have tid til familien, vi 'bør' ikke overarbejde konstant osv. Men reelt er der ikke meget opmærksomhed eller handling hos ledelsen. Og hvis ikke der er dét, så kommer det ikke til at ske.

Jeg selv er heller ikke god til det. Jeg forsøger at leve op til forventningerne som teamleder, og oplever jævnligt at de spændende opgaver, de mange interessenter og forventningerne til mine leverancer æder af min fritid. Grænsen er svær at trække, når man gerne vil være dygtig, levere et godt stykke arbejde og gerne vil anerkendes for det arbejde man gør. Men præcis heri ligger kunsten! At gøre et godt stykke arbejde, at planlægge i god tid, at hejse et flag når der er tegn i sol og måne på at man går en periode i møde uden tilstrækkeligt med egne - eller teamressourcer, at prioritere opgaver og markere dem, der ikke kan nås ... samt aller vigtigst: At holde fast! Når man i god tid signalerer at der kommer problemer overfor sin chef, så skal man ikke spises af med: "Du gør et rigtig godt stykke arbejde, det er bare en periode" eller "Kan du forkorte dine møder, så du har bedre tid", "Vi vurderer lige ressourcesituationen og vender tilbage" ...
Opgaver skal VÆK fra dit bord, eller ressourcerne skal TIL, når problemerne indtræder. Ellers træder man vande, du knokler r**** ud af bukserne i en periode, og så er der atter lidt luft. "Vi", eller DU klarede skærene og pludselig er urgency med ressourcer ikke længere så relevant (før næste gang om et par uger), til gengæld savner din familie dig, du har haft skænderier med din mand om din arbejdstid og du har ikke fået trænet eller set veninderne i flere uger eller måneder.

Vi skal allesammen blive bedre. Bedre til at passe på hinanden, os selv, og den diskurs vi selv er med til at skabe. Vi skal prise historierne om balanceret og høj performance, så vi virkelig kan få respekt for den KUNST det er, at mestre begge dele på samme tid!

Walk the talk ...

Jeg plejer egentlig at synes at jeg er ret god til at gøre hvad jeg synes er det rigtige, men føler virkelig at jeg er blevet taget ved et bagholdsangreb.

Mens jeg tænker i processer og kommunikation, der skal ændre adfærden i en stor skude som Danske Bank, hvor det handler om: proaktivitet, planlægning og klichéer som "take charge of your own time", "You are the only one ..." osv. osv. Så oplever jeg i selvsamme periode at jeg: 1) glemmer aftaler, 2) har alt for travlt på arbejdet, 3) føler mig for lidt hjemme med mine børn og sidst men ikke mindst 4) fortæller personer omkring mig, at jeg har travlt og at det er svært, at det forhåbentlig snart 'går over', og at jeg 'heldigvis' har et job, der interesserer mig rigtig meget.
Sidstnævnte er jo også rigtig godt, men det er måske også lidt patetisk ... og så igen, hvor er det bare svært!

Er den eneste løsning at gå på deltid, få mere tid til sine børn, og dermed miste stort set al ansvar, fordi det er så svært at beholde ansvar, når arbejdspladsen kører videre, mens man ikke er der? Hvis man gik på deltid ville man måske kun arbejde 37 timer ... eller hvad? Er det ambitionen om at gøre det meste 100%? Det føles egentlig ikke som om jeg gør det, men blot at jeg forsøger at gøre det godt! Jeg aner ikke hvor jeg kunne effektivisere min tid. Jeg bruger ikke oceaner af tid på analyse, læsning eller lignende. Jeg bruger meget tid på møder, og på at tænke processer og kommunikation.

Hvad gør I andre? Hvordan balancerer man ambitionen om at gøre et godt stykke arbejde med ambitionen om at være en fucking god mor og hustru? Og hvor er jeg selv i alt dette? Når jeg tænker på dengang jeg ikke havde børn, og endda ikke mand ... Samme eller større arbejdsmængde, og alligevel oceaner af tid til mig selv i form af sociale aktiviteter med venner, masser af træning, og alenetid, selvom det altid har været ganske lavt prioriteret. Nu er jeg bare en krop, der skal passes, og indimellem forsøger man at presse lidt social hygge og inspiration ind i en travl kalender som man maser en tynd kogebog ind mellem to bøger på en i forvejen alt for fyldt boghylde. Hvis ikke bogen kan være der, så må den op ovenpå og ligge og vente til at en anden bog bliver flyttet for at få tiden til dette ... og så kommer man aldrig i biografen. Gavekortene venter år efter år på at man finder det rette tidspunkt, så man både kan slappe af og nyde selve oplevelsen på samme tid.

Det synes lettere sagt end gjort. Jeg VED godt hvad man skal gøre, det er bare utrolig svært at GØRE det ...

Når stilheden har en lyd

I år holdte jeg 4 ugers sommerferie. Det var skønt! De tre første uger var med hele familien og den sidste uge var sammen med Nicas (ældste søn, 7½ år).

Da vi kom hjem midt i den 3. uge, efter at have været 3 dage på kanoferie, lå jeg aftenen efter i min seng og kunne lige pludselig høre mere end bare fryseren. Jeg rejste mig op i sengen, gik rundt og ledte efter lyden, men fandt den ikke ... det var stilheden. Stilheden havde fået en lyd ...
Mit højre øre ringede? Jeg blev meget frustreret og ked af det og bange! Tankerne fløj gennem hovedet på mig - skal jeg leve med denne lyd? Er mit højre øre gået i stykker? Jeg kan da ikke sove?? Jeg tog Bachs Rescue Remedy og puttede ørepropper i ørerne ...

Som dagene gik googlede jeg alt om tinnitus. Og jeg begyndte at høre tinnitus meditation, tinnitus hypnose, downloadede apps, købte Gingko Biloba og magnesium ...
Hvad er det? Nogle gange en skadet hørelse, nogle gange blot en lyd i hovedet til trods for god hørelse. Hvad kan man gøre? "Vænne sig til lyden" var langt de fleste svar. Så bliver jeg sgu sur! Hvad er det for et svar?? Især blev jeg ærgerlig, når der faktisk også var nogle der skrev at både akupunktur, kraniosakralterapi og triggerpoint manipulation kan afhjælpe/fjerne lyden. Hvorfor er der så nogen, der forsøger at fastholde, at der ikke er noget at gøre?
Jeg kontaktede den kloge kvinde, som på et senere tidspunkt hjalp mig i gang med at skrive. Hun sagde, at det formentlig var de døde, der gerne ville heale mig. Når de nærmer sig og er for tæt på, så ringer det i ørerne. Rådet til mig var, at jeg skulle fortælle dem, at de skulle gå lidt væk igen, at de gerne må være der, men at de skal komme igen når jeg er klar og ikke når jeg er vågen. Mjaae, når man ikke er så velkendt i den verden var det jo en sjov historie at få. Men fair nok, jeg forsøgte at lukke øjnene og sende meget klare tanker til dem ... Der skete ikke så meget. Kvindens svar på dette var, at når jeg ikke selv lytter til min krop, hvorfor skulle de så lytte til mig?

Jeg må erkende, at det er afslapning der gør mig godt. Jeg kan mærke at jeg i perioder har 'næsten lydløs stilhed', og det har været hos Kraniosakralterapeuten, eller efter et par dage uden børn (uhyggeligt), eller når jeg lige har lavet afstressningshypnose. Hvorfor kommer lyden så midt i ferien? Måske er ferie med tre børn mere et ord i kalenderen og på arbejdspladsen end det er reel afslapning. Det var lidt underligt at tænke på, men det er der jo mange der siger. Så selv om jeg virkelig prøvede at gøre hverdagene afslappende og uden for mange aktiviteter, så er det bare ikke helt rigtig afslapning. Jeg elsker jo også at have aktiviteter, både med børnene, men også uden, så afslapning har mange former.
Min kneepainguru mente - ligesom Kraniosakralterapeuten - også at lyden og en øm nakke og det dumme knæ har en sammenhæng. Og at øvelserne med at skabe plads og komme i 'comfort zone' med kroppen er en måde at få en krop, der slapper bedre af.

I hvert fald er jeg slet ikke stresset over at stilheden har en lyd længere. Jeg er overbevist om at den nok skal gå væk. Når jeg får styr på den ømme højre side i nakken, og mit knæ, når jeg begynder at skrive hvad jeg tænker og føler lidt mere, og når jeg fokuserer på at gøre de ting JEG gerne vil, så mig og min familie har det godt. Så kommer afslapningen forhåbentlig af sig selv. Og så kommer stilheden igen til at være lydløs :-)

Hvorfor skriver jeg?

Jeg har længe haft lyst til at skrive, skrive til nogen, som kan nikke genkendende til nogle af mine oplevelser, og skrive til mig selv, så jeg får taget mig selv tid til at reflektere over hvad jeg oplever, mine følelser i den forbindelse og forhåbentlig kan jeg få lidt luft for mange af de tanker jeg går alene med.

Da jeg var teenager havde jeg to penneveninder, som jeg skrev virkelig ofte med. Jeg skrev breve hver eneste dag. Mens jeg ventede på brev, var jeg allerede i gang med det næste brev. Det gav mig noget helt særligt at få lov at vende alle aspekter helt åbent med en anden pige, som havde sit liv, som jeg også fulgte interesseret med i. Der var én i den anden ende, der lyttede, reflekterede og gav mig svar tilbage. Dagene var således, at havde jeg fået brev, så kunne jeg bruge flere timer på at læse mange dages breve igennem, og allerede umiddelbart efter give mig i gang med at svare helt struktureret på alle hendes spørgsmål og reflektere på hendes aktuelle udfordringer. Derudover var brevene ikke bare råt papir med blyantsstreger på. Nej, brevene var på farverigt brevpapir, og hvis ikke der var farverigt brevpapir fik man selv kreeret noget, der kunne gøre brevene mere interessante at se på - farver, klistermærker, tegninger, skrive med forskellige farver osv. Det var enestående tæt venskab der opstod, især med den ene pige, som faktisk ikke var en pige jeg nogensinde havde mødt, men havde blot etableret dette brev-venskab til hende - gennem en anden veninde tror jeg.

Det var gensidig terapi. Jeg vidste at jeg havde brug for hendes refleksioner på mit liv, og omvendt. Vi kunne blive gevaldigt skuffede, hvis ikke der lå et brev kort tid efter man selv havde skrevet.

Det venskab har jeg jo selvsagt ikke længere. Det var en teenageting, og der kom snarligt andre ting, der stjal opmærksomheden fra dette utroligt intensive skriveri om oplevelser og refleksioner på oplevelser.

Men alle disse breve må have haft en terapeutisk indvirkning på mig, og det må have udviklet mine skrive-evner, så jeg lige siden har været utrolig glad for at skrive. Det være sig både breve, emails med mennesker på den anden side af jorden i den tidlige start af Internettet, men også opgaver i skolesammenhæng, hvor jeg har kunnet skrive fantasihistorier i folkeskolen, og jeg har kunnet smage på sproget og strukturen og formuleringerne i gymnasiet og den videregående uddannelse.

Jeg finder ro, når jeg skriver. Jeg har overvejet at skrive PhD - umiddelbart efter jeg skrev mit speciale - fordi det var så fantastisk at fordybe sig i et emne og få lov til at skrive 'et værk'. Jeg har også ofte tænkt "Åh hvor ville det være fedt, hvis jeg kunne skrive en bog, finde et godt emne, som jeg kan fordybe mig i, hvor jeg holder af at læse mere, blive klogere og formulere min personlige version af emnet med den viden jeg har tilegnet mig.

Jeg har ikke længere nogen, jeg skriver lange mails til. Jeg undskylder måske mig selv med at jeg ikke har tid. Faktisk kunne jeg bare smide en mail til en gammel ven, og høre om han/hun har lyst til at svare. Forsvundet er dog magien med de farverige klistermærker, de tykke bobbelbogstaver, som jeg elskede at lave når noget skulle understreges og de tykke breve, som signalerede at her kom der en masse hemmeligheder, som jeg skulle tage vare på. Men hvem ved, måske sidder der en gammel ven et sted, som ville glædes med en personlig mail fra mig. De håndskrevne breve er heller ikke længere en option for mig, da jeg elsker at skrive på et tastatur. Ordene flyder så let fra mine hænder med 10-finger-systemet, og jeg vil aldrig nogensinde bytte det ud med en blyant, hvis jeg virkelig har noget på hjerte. Smukseringen af en mail kunne jo bestå af et foto, som beskriver, hvor jeg egentlig er henne følelsesmæssigt på det givne tidspunkt.

For nylig var jeg hos en klog kvinde. Hun havde lovet mig, at hun kunne hjælpe mig til at finde den rette vej for mig, hjælpe mig til at blive bedre til at håndtere stressede situationer, min sensitivitet og det faktum at jeg konstant bliver mindet om at jeg skal passe bedre på mig selv - af min krop. Hun kunne mærke at jeg finder ro i at skrive, i at kommunikere, og vel egentlig talt også i at kreere. Trods det, at jeg altid har vidst at jeg godt kunne lide at skrive, så har jeg ikke tænkt lige nøjagtig, at dét måske mere end at sidde stille/kede sig/meditere, kunne være min måde at slappe af på. Det var så rart at få at vide, og så faktisk føle at jeg allerede vidste det i forvejen, men at jeg blot havde brug for at der var én der fortalte mig, at dét kan hjælpe mig ...

Så nu skriver jeg lidt igen! Jeg har en følelse af at jeg har så meget jeg skal fortælle, som om denne blog er en 'gammel ven', som jeg ikke har haft kontakt med længe. Der er sket så meget i mit liv, så mange ting, som er med til at danne den person jeg er nu, og danne grundlag for de reflektioner jeg har, og interesser. Jeg vil dog ikke begynde fra en ende af, men lade historikken komme frem, når den passer sammen med det der er present for mig, og som jeg har brug for at skrive om.

Så velkommen tilbage i mit liv til skriveriet, jeg håber vi får det rigtig godt sammen!

Når jeg bliver stor ....

Jeg har lige haft en skøn samtale med min søn, der fortæller om når han bliver stor. Vi er i gang med at bage, så snakken startede ved at jeg spurgte, om han skulle være bager, når han blev stor.
"Når jeg bliver stor, så skal jeg have den store kagerulle, og når du bliver lille, så skal du have den her lille kagerulle."
"Søde, jeg bliver ikke lille igen, jeg bliver gammel på et tidspunkt, ligesom mormor og morfar".
"Nej ..."
"Når jeg bliver stor, så skal jeg køre bil, så kan du sidde bagved! Når far bliver lille, så kan han sidde bagved og sige Da da"
"Jamen skat, far HAR været lille, han bliver ikke lille igen"
"Når jeg bliver stor havemand, så kan jeg godt lide te!"
"Nåe! ..." :-)
Og så snakkede vi lidt mere om at være lille, blive større og at blive gammel. Jeg forsøgte at lære ham sætningen: "Dengang jeg var lille ..."

Dejlig weekend

Det har været en rigtig dejlig weekend i familiens skød :-) Nu står jeg her tirsdag morgen med en datter, der ikke ville sove efter kl. 5, men hun sidder simpelthen og spiller blokfløjte inde på børneværelset. Det synes jeg er meget godt gået :-D

Yasmin har taget flere skridt i streg i denne weekend, jeg tror vi er oppe på 4, måske 5 skridt, så mon ikke hun snart går helt selv?

Fredag aften inviterede vi Merete og Svend Erik over og havde en dejlig aften. Lørdag var vi i Fun City, som nu er genåbnet. Dejligt sted med masser af tumlemuligheder for både Yasmin og Nicas - og ikke mindst air-hockey for mor og far ;-)

Søndag tog vi på café ved 3-tiden. Nicas sagde, da vi skulle gå: "Vi skal køre i bil!" Nej, vi skal faktisk gå. "Jeg orker det ikke" var så hans svar. Det har han sagt flere gange omkring forskellige ting, og det lyder simpelthen så sødt :-) Nå, men så tog vi kælken, og Yasmin i barnevognen. Det gik jo fint. På caféen De Sert er der masser af grej til små børn, så vi startede med at sidde og tegne, indtil de ostegratinerede nachos stjal fokus, og så sad mor, far og Nicas og guffede nachos ... ja fremover er der ikke helt så mange til mor og far fandt vi så ud af!

Vi var egentlig på vej hjem, men besluttede os for at vi godt kunne blive lidt længere eftersom Nicas hyggede sig, og mor gerne ville have en cappucino. Han fandt en guitar i legekassen, og opmuntret af de andre to gæster på caféen - en ældre herre og hans dame - fik de Nicas overtalt til at spille og synge Lille Peter Edderkop. Det var rigtig sødt, han stod troligt og spillede hele sangen, og sluttede af med "... Lille Peter Edderkop ... fik en gyngetur". Manden og kvinden var imponerede, de forsøgte at komme i kontakt med ham, da de sagde: Hvor er du dygtig, fin sang osv., men Nicas var helt væk, han stod bare og stirrede ud i luften, stadig med guitaren over skuldrene ... De forsøgte flere gange at komme i kontakt med ham - og pludselig begyndte han bare at spille igen, og sang "Bjørnen sover, bjørnen sover ..." og vi grinede meget over dette, det var simpelthen så sjovt at se! Efter at Nicas havde spillet fik han bukket, og det ældre par gav ham en hel 50'er!! Lidt efter kom der to piger ind på caféen. Og efter vi havde spurgt, om han ville spille lidt mere, så drønede han helt umotiveret hen til de to damer og spillede lille Peter edderkop for dem også, og bukkede efterfølgende. Han var i sit es! Det var rigtig sjovt at se, nu er han også kendt for disse musikalske indslag på Café De Sert, det er rigtig hyggeligt.

Mange tanker ...

Jeg går løbende og tænker, at NU må jeg også få skrevet alt det ned, som jeg går og oplever med børnene ... Yasmin er begyndt at smile så hun også rynker på næsen, og det ser simpelthen så sødt ud, for så kan man virkelig se de 4 tænder i overmunden, som blot lige er kommet frem!
Hun går ikke endnu, men kan stå i længere tid uden at holde ved. Hun har taget det første skridt nogle gange, men det er ikke blevet til mere end det. Til gengæld peger hun rigtig meget, og hun elsker, når vi leger 'pege-leg' med hende, hvor vi peger på hende, og hun peger på os.

Nicas' sprog er blevet mere nuanceret efter han er begyndt i børnehaven (15. december). Nu skifter vi så børnehave, så nu skal han vænne sig til en helt ny børnegruppe, omend han har Jonathan, hans bedste ven, i nærheden nu.
Den anden dag, da vi sammen havde afleveret Yasmin i vuggestue, sagde Nicas eftertænksomt: "Yasmin er en lille baby ... Hun bliver voksen ligesom mig ... Så er vi gode venner" og det måtte jeg jo give ham ret i :)
Når Nicas sidder på toilettet og har tisset, så siger han: "Mor, du skal tørre min tissemand! Så skal jeg ikke vaske fingre." I juleferien forsøgte vi at tage bleen af ham, og der havde han da også et par gange fornemmelsen af at han skulle tisse: "Nej, stop tissemand" og en anden sætning, som jeg selvfølgelig ikke kan huske nu, men det var i hvert fald sjovt :)

Det var vist det for i dag, jeg må huske at komme på lidt oftere og få tømt mine tanker om sjove situationer! Nu skal jeg i hvert fald i seng!