Der er ingen tvivl om, hvad der er mest eftertragtet når en stilling skal besættes - er det en ambitiøs, drivende person der ønsker at nå mål uden at skele til arbejdstid, eller en person der får udtalt det tydeligt at arbejdet skal kunne udføres indenfor normal arbejdstid, gerne med fleksibilitet, men ikke med voldsomt meget overarbejde.
Betyder sidstnævnte så at man er uambitiøs? Betyder det at man ikke kan performe? Eller at man ikke er tilstrækkelig engageret?
Det er den diskurs jeg oplever. Hvis ikke man ønsker at have travlt, hvad ønsker man så? Ønsker man så overhovedet at arbejde?
Jeg hører også en diskurs, hvor alle har travlt med at fortælle hvor mange opgaver de har, hvor pressede og stressede de er ... Og DET må man sige er relativt, og netop derfor kan alle gå rundt og sige det - det er populært, det er relativt og det er for udenforstående svært at vurdere ægtheden af!
Dels bliver jeg træt. Træt af en diskurs, hvor vi kører hinanden op i en spiral om hvor travlt vi bør have, hvor stresset man føler sig og hvor lidt man har tid til at hjælpe andre.
Dels undrer jeg mig ...
Jeg savner en diskurs, hvor man i højere grad værdsætter den kunst, som jeg synes det er, faktisk at balancere sit arbejdsliv og privatliv. Den kunst det er, at være virkelig dygtig til sit arbejde, og stadig gå på arbejde med motivation og energi, bl.a. fordi man har sovet ordentligt og fordi man har været sammen med sin familie, trænet eller andet privat efter arbejdet dagen før - UDEN dårlig samvittighed og UDEN at skulle bekymre sig om de opgaver, man så ikke når på jobbet.
Hvor er vi henne? Kender vi ikke alle scenarierne om hvad stress kan føre til, hvad der skal til for at blive udbrændt og eksempler på dem, hvor hjertet bare lige pludselig holder op? Hvordan kan man fremelske en kultur, som ikke stiller sig skeptisk OG AKTIV i kampen mod 'Lev hårdt, dø ung'-arbejdsmentaliteten?
På min arbejdsplads er vi kun lige begyndt at tale om det. Om fornuften i at mande op, så arbejdsopgaverne passer. Om at vi 'bør' have tid til familien, vi 'bør' ikke overarbejde konstant osv. Men reelt er der ikke meget opmærksomhed eller handling hos ledelsen. Og hvis ikke der er dét, så kommer det ikke til at ske.
Jeg selv er heller ikke god til det. Jeg forsøger at leve op til forventningerne som teamleder, og oplever jævnligt at de spændende opgaver, de mange interessenter og forventningerne til mine leverancer æder af min fritid. Grænsen er svær at trække, når man gerne vil være dygtig, levere et godt stykke arbejde og gerne vil anerkendes for det arbejde man gør. Men præcis heri ligger kunsten! At gøre et godt stykke arbejde, at planlægge i god tid, at hejse et flag når der er tegn i sol og måne på at man går en periode i møde uden tilstrækkeligt med egne - eller teamressourcer, at prioritere opgaver og markere dem, der ikke kan nås ... samt aller vigtigst: At holde fast! Når man i god tid signalerer at der kommer problemer overfor sin chef, så skal man ikke spises af med: "Du gør et rigtig godt stykke arbejde, det er bare en periode" eller "Kan du forkorte dine møder, så du har bedre tid", "Vi vurderer lige ressourcesituationen og vender tilbage" ...
Opgaver skal VÆK fra dit bord, eller ressourcerne skal TIL, når problemerne indtræder. Ellers træder man vande, du knokler r**** ud af bukserne i en periode, og så er der atter lidt luft. "Vi", eller DU klarede skærene og pludselig er urgency med ressourcer ikke længere så relevant (før næste gang om et par uger), til gengæld savner din familie dig, du har haft skænderier med din mand om din arbejdstid og du har ikke fået trænet eller set veninderne i flere uger eller måneder.
Vi skal allesammen blive bedre. Bedre til at passe på hinanden, os selv, og den diskurs vi selv er med til at skabe. Vi skal prise historierne om balanceret og høj performance, så vi virkelig kan få respekt for den KUNST det er, at mestre begge dele på samme tid!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar